Thai Yoga Massage
Thai Yoga Massage kaldes også bare Thai Massage eller Traditionel Thai Massage. Du vil også kunne støde på betegnelsen Yoga Massage. Behandlingen kan minde om triggerpunktmassage og shiatsumassage. Og glem så i øvrigt alt om turisme og sexindustri.
Thai Yoga Massage er en gammel behandlingsform fra Thailand med dybe rødder i Indien, der afhjælper ømhed og smerter, giver øget smidighed og fremmer kredsløb og lymfeflow.
Hvad er Thai Yoga Massage godt for?
Er du stiv som et bræt? Øm i hele kroppen? Gravid? Ikke noget problem. Thai Yoga Massage er for os alle.
Uanset om du er øm, stiv, stresset, lider af iskiassmerter, frossen skulder, hovedpine, anspændthed, forstoppelse m.v., så tror jeg, at jeg kan hjælpe dig. Hvis du er under restitution og ikke selv har mulighed for at motionere, kan dette være en måde at få bevæget kroppen på.
Thai Yoga Massage er for alle uanset alder og køn.
Hvordan foregår Thai Yoga Massage?
Thai Yoga Massage er en blanding af passive yogastræk (du vil blive forbavset over, hvad du kan med lidt hjælp), akupressur, zoneterapi og energiafbalancering. Det hele udføres i rytmiske bevægelser. Især strækkene og ledrotationerne, hvor muskler, sener og ledbånd bliver gennemarbejdede, adskiller Thai Yoga Massage fra mere traditionel massage (på vores breddegrader). Stillingerne bliver selvfølgelig tilpasset dig og din krop. Under behandlingen skal du ikke gøre andet end at slappe af, trække vejret og lade dig føre med. Efter behandlingen føler du dig 10 cm længere, og at hver en fiber i kroppen er bearbejdet.
Behandlingen foregår på en tyk madras på gulvet. Der bruges ikke olie eller lignende, bortset fra en smule hybenolie i ansigtet. Jeg bruger fingre, hænder, albuer, ben og fødder under behandlingen. Såvel behandler som klient er fuldt påklædte i behageligt, afslappet tøj, der tillader bevægelighed og smidighed. Det kan fx være yogatøj eller træningstøj. Det er en god idé ikke at bære ur, armbånd, ringe og halssmykker.
Det er godt, hvis du ikke har spist noget tungere et par timer før, særligt hvis du ønsker at få behandlet maveområdet.
Reaktioner på behandlingen
Efter behandlingen er du som regel rolig, afslappet og fyldt af energi. Du vil føle dig mere bevægelig, og at alle led er strakt igennem. Som ved andre massageformer kan der være lidt efterfølgende ømhed, men det plejer hurtigt at gå over.
Vær opmærksom på
Først og fremmest skal du kunne lægge dig på madrassen på gulvet og komme op igen ved egen hjælp. Jeg kan kun tilbyde en hånd til hjælp.
Lider du af:
Osteoporose: Hvis du er hårdt angrebet, så spørg evt. din læge, eller lad os tage en snak inden.
Gravid (selvfølgelig ikke en lidelse): Du kan udmærket modtage behandling, men på et tidspunkt vil maven være i vejen for visse stillinger. Heldigvis kan rigtigt mange stillinger udføres sideliggende.
Dårligt kredsløb eller hjerte: Spørg gerne din læge.
Operationer inden for de seneste år, fx for diskusprolaps, skulder eller hofte, eller er du under observation for diskusprolaps, vil jeg gerne vide det.
Man kommer tæt på hinanden under behandlingen. Det kan virke grænseoverskridende for nogle personer, især dem der gerne vil være i kontrol. Det kan også ses som en positiv ting, at man er nødt til at give lidt slip.
Hvad koster en behandling?
Jeg tilbyder behandlinger af 60, 75, 90 og 120 minutters varighed. Som udgangspunkt anbefaler jeg 90 minutter (1½ time). Så er der tid til at komme hele vejen rundt. Ved en kortere behandling må man skære lidt hist og pist, og typisk bliver den afsluttende ansigtsbehandling lidt kortere. Vælger du en længere behandling, er der tid til at gå i ekstra i dybden. Hver enkelt behandling tilpasses dine behov.
De aktuelle priser er:
1 time/60 min.: 565 kr.
75 minutter: 680 kr.
1½ time/90 min.: 790 kr.
2 timer/120 min.: 1000 kr.
OBS! Thai Yoga Massage tilbydes efter nærmere aftale og kan ikke bookes online.